Bedste deleordning børn

Vi har stræbt efter at opretholde vores forhold og forblive et par, selvom vi ikke delte bopæl, men jeg er nået frem til, at min motivation er fraværende på nuværende tidspunkt. I øjeblikket nærer jeg ikke længere romantiske følelser for ham; mit bånd til ham er udelukkende venskabeligt og betinget af hans rolle som far til mit barn.

Udfordringen opstår, da han nu insisterer på en ændring af den nuværende aftale for vores 2-årige datters ophold og omfanget af samværet. Ydermere aflægger han et ugentligt besøg for at tilbringe tid med hende. Hun er blot to år gammel, og mit inderligste ønske er udelukkende hendes velbefindende. Det bekymrer mig dybt, at hyppige skift af bopæl potentielt kan medføre stress eller andre negative følger for hende.

Er hun for ung til dette? Jeg er fuldt ud bevidst om de betydelige variationer i børns robusthed og tilpasningsevne, og vores datter er sandelig en modstandsdygtig pige, der kan tåle meget, men… SE OGSÅ: Hvordan formidler jeg til min datter, at hendes far flytter ud? Og det er naturligvis ikke et udtryk for, at jeg ønsker at begrænse hendes fars tid med hende, for det er en selvfølge, at han skal være sammen med sin datter.

Jeg er udelukkende ængstelig på hendes vegne! Jeg håber på din assistance og afventer spændt dit svar. Venlig hilsen, moderen Respons Kære moder Allerførst takker jeg dig for din henvendelse. Jeg fornemmer klart din tøven ved at justere den samværsordning, du og din tidligere ægtefælle aktuelt praktiserer vedrørende jeres toårige datter. Jeres barn har behov for jer begge to Jeg vil indledningsvis anføre, at jeg principielt og fundamentalt anser det for essentielt, at et barn - uanset alder - har brug for, at både faderen og moderen indtager en så fremtrædende rolle som muligt i barnets tilværelse efter en ægteskabsopløsning.

På baggrund af dit brev synes det også, som om både du og din tidligere partner er fuldt ud opmærksomme herpå og stræber efter at imødekomme netop dette behov hos jeres datter. Fasthold endelig dette. Dette skyldes naturligvis, at han længes efter sin datter. Og det er der god årsag til. Det er overordentligt udfordrende pludselig at skulle være væk fra sit højtelskede barn - og især i så lang tid, som det er tilfældet for ham.

Samtidig anser jeg det for yderst prisværdigt, at han ønsker at påtage sig et betydeligt ansvar i sit barns liv og dermed ligeværdigt dele forældrerollen med dig. Det er gavnligt for samtlige involverede parter at have en dedikeret far til barnet. Og dette tør jeg hævde, selv uden at have kendskab til hende.

Og uden at kende jer som forældre. For det er en selvfølge, at man altid bør vurdere det individuelle barn, når der træffes afgørelser vedrørende bopæl og samvær. Hvilken tilknytning har barnet til henholdsvis faderen og moderen? Er der eventuelle søskende? Og såfremt, hvordan forholder det sig med tilknytningen til disse? Er det muligt for den ene af jer at bevare bopæl på det sted, hvor barnet hidtil har haft sin primære base?

Eller er det nødvendigt for jer begge at flytte? Hvilken afstand vil i så fald adskille jeres bopæle? Men her må jeg stille spørgsmålet, om det er jeres datter, der skal bære byrden som den stærke part i denne situation? I en alder af blot to år. Det er i sig selv en betydelig omvæltning for et barn, når forældrene ophører med at bo sammen.

Men denne konsekvens medfører en yderligere, mere omfattende forandring for barnet. Specifikt indebærer det, at barnet uafbrudt skal flyttes fra den ene forælder for at skifte til den anden. Selvom det drejer sig om at bevæge sig fra den ene trygge forælder til den anden, skaber det at blive revet ud af sine kendte omgivelser i sig selv en form for usikkerhed for et lille barn.

Hvis vi overvejer at udsætte barnet for denne usikkerhed på ugentlig basis, etablerer vi som voksne en tilværelse for barnet, præget af uophørlig omskiftelighed. En sådan dynamik kan resultere i betydelig uro og en oplevelse af manglende tilhørsforhold for barnet. Som toårig har jeres datter brug for en stabil, forudsigelig og rolig ramme for at kunne udvikle sin personlighed og sin tilknytning til omgivelserne.

Dette opnår hun optimalt gennem den kontinuitet, der ligger i at opholde sig længere tid hos den ene af jer og kortere tid hos den anden. I stedet bør I tilstræbe, at hun opnår den størst mulige tryghed ved at give hende en enkelt fast bopæl, hvor hun tilbringer hovedparten af sin tid. Den af jer, der ikke er bopælsforælder, må desværre acceptere at have et kortere samvær end ønsket.

Af hensyn til sin datter. Det er vanskelige betingelser. Men det er jer som de voksne, der bør påtage jer den største byrde efter jeres skilsmisse - ikke jeres datter. For jeg erkender fuldt ud, hvor udfordrende denne situation er. Jeg vil anbefale, at I fastholder den nuværende ordning. Dermed bopæl hos dig, og samvær hver anden.

På den måde kan din tidligere ægtefælle bevare den kontakt, han og datteren har et så stort behov for, uden at kompromittere jeres datters tryghed. Efterhånden som jeres datter opnår en højere alder, kan I gradvist forlænge samværsperioden med yderligere en dag. Det vil sige, at når hun fylder tre år, udvides opholdet hos faren til tre dage. Når hun fylder fire år, vil det være fire dage og så fremdeles.

Forældresamarbejdet er afgørende Afslutningsvis vil jeg understrege, at uanset hvilken ordning I end måtte vælge, er det afgørende for jeres datters velbefindende, at du og din tidligere ægtefælle formår at samarbejde omkring jeres fælles barn. Og her tænker jeg på, at I altid prioriterer jeres datters behov over jeres egne.

Samt at I evner at skærme jeres datters bevidsthed fuldstændigt fra jeres interne uenigheder og stridigheder. At I opretholder en konstruktiv kommunikation med hinanden. Og at I stræber efter at bistå hinanden med at finde kompromiser og fordelagtige løsninger til gavn for jeres datters skyld. Med venlige hilsner.